Beretninger

Paris tur retur, på Kawazaki 400

Jeg havde lige tager kørekort til motorcykel tilbage I 1975 da jeg så den, en Kawazaki 400

Det var kærlighed ved første blik, og jeg købte den på stedet.

Min kammerat Ole blev sur, hvorfor jeg ikke havde spurgt ham, han kørte Suzzuki 750 Vandbøffel.

På vejen jeg boede på, var vi tre kammerater, Torben, Arne og mig.

Torben var lidt mere voksen end os, og havde fået andre venner.

Arne og mig blev enig om at holde ferie på motorcyklen, og køre til Paris.

En lille tur op og ned af gade, jo Arne kunne godt køre motorcykel, selv om han ikke havde kort.

Med sidetasker, tanktasker og telt, drog vi afsted mod Paris.

Et sted på Luneburger Heide, gik alt lyset, med kun positions lyset tænd, dreje vi af og fandt en campingplads.

Det var faktisk mere kolonihavehuse på hjul, campingvogne med liguster hæk omkring som indhegning. Vi fandt en plæne, slog teltet op. Næste morgen pakkede vi sammen og kørte videre, vi havde ikke set et øje.

Vi fandt en motorcykelmekanikker som skiftede en sikring, jeg købte tre som vi fik brug for senere.

Vi fortsatte ture mod Amsterdam, fandt en campingplads og så skulle vi I Rote Ligts distrikt.

Det var slaraffenland for to teenager, barer, diskoteker og damer I vinduerne.

Pludselig var Arne væk, jeg gik tilbage og fandt ham, på en bar. Han sad med en fadøl, og en bar-pige, med meget lidt tøj på.

Der var ikke andre I lokalet og døren var låst, jeg bankede på Arne vinkede mig ind,  og bar-pigen vinkede mig væk.

Efter at have bankede et par gange, åbnede hun døren på klem, jeg måtte  ikke komme ind.

Jeg sagde bare, det er mig som har pengene, han har ikke nogen.

Så skal jeg ellers lige sige, at Arne hurtigt blev smidt ud.

Vi gik vider og blevet hevet ind på et slags diskotek, hurtig fik vi selskab af to piger, de ville have champagne flaske kom på disken, jeg holdt med begge hænder på flaskens hals, medens jeg skreg jeg vil vide hvad den koster.

Min far var selvstændig og rejste rundt I Europa, han havde givet mig lidt faderlige råd, du må aldrig købe champagne på en bar til pigerne, det er fup, flasken koster uhyggelige summer.

Et andet godt råd jeg fik var altid at fordele pas og penge forskellige steder på kroppen, aldrig samlet et sted, og så lige have en reserve seddel I sokken så jeg  altid havde penge.

Til sidst fik vi prisen, som oversteg vores budget for hele turen, så blev vi smidt ud igen.

På en almindeligt værtshus faldt vi I snak med to piger, hende jeg talte med kunne Engelsk, Arne kunne ikke engelsk, og det kunne hans pige heller ikke, men vi hyggede os.

Planen var jo at vi skulle have dem med hjem til teltet, men de skulle op på arbejde, så vi aftalte at de næste dag skulle komme og besøge os, og at hun skulle tage sin vendinde med.

Næste aften kom de, vi havde købt ind, øl og en flaske hvidvin.

Da de kom nærmere var det en helt anden pige hun havde taget med, en køn pige med lyst hår.

Arne var ligeglad, pludselig kom den pige som Arne havde talt med, det var der noget forvirring om hvordan det var sket.

Arne var I den syvnehimmel, øl, vin og tre piger, det kunne jo ikke være bedre.

Jeg havde lidt ondt af den tredie pige, men hun løste selv problemt ved at drikke sig i hegnet. Jeg kan stadig huske, da hun slingrede mod udgangen.

Arne og pige, fik teltet, vi gik over til min piges bil.

Vi sad på bagsædet og kyssede, pludselig var vi badet I lys,

Og en dyb stemme sagde,

Alles ok Fräulein? Betjentene grinede, det gjorde vi også.

Da vi kom tilbage til teltet, sad Arne og pigen uden for, Arne så meget tilfreds ud, pigen var lidt genert, pludselig tog Arne sin guld kæde af og gav den til hende.

Næste morgen kom lejerchefen, han var stik tosset, ingen gæster efter kl19 der var blevet klaget. Vi havde bare at pakke vores sydfrugter, og pisse ud af kapellet.

Det gjorde ikke noget, vi skulle jo også mod Paris.

Vi kørte mod Liege I Belgien, og ankom om aften på en lille campingplads med bjerge på begge sider, og en flod.

Jeg spurgt camping mutter,  om vi kunne få noget at spise, men nej køkkenet var lukket.

Det krævede alt min charme, Arne stod ved siden han var en flot fyr muskuløs med lyst hår og et kæmpe smil,  jeg tror sku at campingmutter tænke på sine egne børn, og der stod to knægte som var skrub sultende, og slet ikke lignede rigtig Bikere, hun forbarmede sig, og sagde,  at hun kunne kun lave noget simpelt,  en en gryderet,  manden sad I en stol og grinede fjoget,  så kom så kom maden,  det smagte himmelsk.

Dagen efter var der fest I forsamlingshuset vi danse med alle pigerne ung som gammel, der var mange af mændene, som havde prostata, for når vi gik ud på terrassen med en pige stod der altid en gammel mand og tisse meget længe, det var først senere det gik op for mig at de bare holdt øje med at vi ikke pillede ved tøsserne.

Vi sadlede op dagen efter,  og kørte  mod Paris, og ankom om efter middagen. Vi holdt pitstop på toppen af en vej, der i en let bue mod højre drejede ned mod Floden Seinen.

På kortet kunne vi se,  at det var retningen mod Bois de Boulogne Skoven, hvor der var en campingplads.

Vi aftalte også at den som kørte forrest, skulle have intergralhjelmen og bagsæde passageren pilot hjelmen.

Det skulle vise sig at den beslutning reddede min førelighed.

Jeg startede raketten, og gik ind I en let bue mod højre, veje gik under en bro med reparationsarbejde, en granitsten kilede sig fast under venstre side af motoren, jeg kunne ikke rette maskinen op.

Både før og efter broen var der granit stolper på ca. en meters højde,  mellem vejbane og fortovet.

Maskinen ramte kantsten,  og jeg blev kastet med hovedet direkte ind I granitstolpen, og  ramte den I toppen med hjelmens underdel.

Hjelmen flækkede fra kæben helt op til toppen.

Jeg så at motorcyklen forsøgt selv at finde vej til campingpladsen, den slingrede lidt og lagde sig på siden. Arne var blevet kast over mig og ind i en mur, han lå livløst. Jeg stønnede Ååå gud nej, så besvimede jeg.

Jeg vågnede ved at nogen havde holdt en flaske med krystaller under emhætten, det var lugtesalt, lidt ligesom tredobbelt salmiakspiritus.

Jeg vågnede op, men var noget konfus. Arne stod ved siden af mig han var ok, jeg så en person samle stenen op, gå over veje og smide den I floden.

En autocamper med syv personer var stoppet ved ulykken, og hjalp os.

De var fra Canada.

Pludselig var der mange mennesker, politiet kom på to motorcykler, samt et salatfad.

Motorcyklen var skæv, styret sad 5 minutter i fire, Arne og nogle gutter fra autocamperen flåede og rykkede i styret for at få det rettte bare lidt ud.

Det lykkes dem at få styret flyttet lidt, ca. ti minutter I fire.

Den ene af de syv Canadier, var en kvinde som kunne fransk, hun forklarede og forhandlede med politiet.

Hvor  er der en campingplads? Betjenten peget og forklarede,  at der var en i Boulogne skoven.

Nej,  de har ikke plads, forklarede kvinden, vi kommer lige derfra!

Ser mand det, ser man det, svarede betjenten, følg efter os.

De to betjente kikstartede motorcyklerne, satte brillerne på plads, så tændte de det blå udryknings lys, og satte sirenen til.

Kortegen bestod af to motorcykler forrest, så kom autocampere, der sad jeg, så Arne på motorcykel med styret ti minutter I fire, og som rosinen I pølse enden, salatfadet også med fuld udrykning.

De game MC’er husker den som en Citroen med stump næse og kasjotte grå bølgeplade.

Ikke overraskende kom vi hurtig igenne trafikken, og kørte ind på campingpladsen.

Lejerchefen kom ud, han var tydelig nervøs, og prototypen  på en franskmand.

Baret, mousstage, sort-hvid stribet t-shirt, stor mave og små ben.

Betjenten sagde der er sket en ulykke,  de skal have en plads, Den tykke mand rystede på hovedet, der er ikke flere pladser.

Jeg kan ikke fransk, men godt se kropsprog, betjenten stak hovedet helt hen til lejerchefen, så deres næser næsten rørte hinanden.

Ikke plads, Skreg han, så drejede han langsomt hovedet mod venstre og så højre, så må vi heller lave en optælling.

(Hvis pladsen var godkendt til 1.500 så var der mindst 2.500)

Campingchefen blev tydeligvis meget nervøs, han skulle under ingen omstændig heder have talt noget op, pludselig kom han I tanke om at der var to som var tjekket ud, det ville han lige kontrollere, han for af sted, som en hoppebold med ben.

Han løb vist bare rundt om toilethuset, kom tilbage, jo minsandten der var to pladser.

De to motorcykelbetjente, var meget flotte og seje.

Læderhjelm, løse kørerbrille, sort læder jakke, kridthvide skråremme, der endte i et hvidt pistolhylster, sorte ridebukser, dem der buler ud ved lårbenet, ligesom ører på en elefant, blankpoleret sorte støvler, og som kronen på værket kridthvide kørerhandsker.

De vendte front mod os, slog hælene sammen og gjorde honnør. Så forsvandt

de, og vi slog telt op.

Canadierne lavede suppe til mig, jeg var så øm i kæben, at jeg ikke kunne tygge kogt spagetti..

Vi blev på Campingpladsen, uden at køre nogle steder. Vi slappede af, og skruede lidt på motorcyklen.

Vi red ind til Paris, og fandt en motorcykelmekanikker, vi tog på  sightseeing i Paris, drak espresso og fadøl, medens han ordnede vores motorcykel.

Det lykkedes ham at få forgaflen rettet rimeligt op, den var dog stadig skæv, hjulet, der havde han haft alle egerne af, selve fælgen var lidt skæv. I må køre max 60 km, sagde han.

Vi lagde Paris bag os, og satte kursen mod nord. Vi tog de små veje, på et tidspunkt slog vi os sammen med tre englænder,  der kørte på nogle gamle maskiner. Jeg har Googlet gamle motorcykler, men kunne ikke rigtig finde noget som lignede det jeg ligesom har på nethinden.

Ham som primært kørte foran os, havde en maskine med to store cylinder, og mellemrum mellem dem, det var vist en 650 cc.

På et tidspunkt fik han motorproblemer, vi kørte ind på en rasteplads, værktøjet kom frem, og som forventet havde han brændt et stempel, han skruede tændrøret ud, afbrød benzinen til den karburator, kickstartede svinet, og turen fortsatte på en cylinder.   

Englænderne drejede af mod Caleis, og vi fortsatte mod Amsterdam.

Jeg havde arrangeret stævnemøde, med den pige jeg havde mødt, Arne viste sig som gentlemen, og overlod teltet til mig, han ville også heller ind til byen.

Jeg kørte ham ind til den frække gade, vi parkerede lige før den frækkegade, vi aftalte mødested og tid.

Efter end stævnemøde, ankom jeg til den frække gade, på det tidspunk vi havde aftalt.

Og du kære læser, har nok allerede gættet, Arne var der ikke.

Efter at have ventet en små 20-30 min. besluttede jeg at jeg må selv finde Arne.

Jeg stirrede ind I gade, den var proppet med mennesker, over alt Neon reklamer,

med Diskotek, Sex, Bar, Wienstube.

Min første tanke var at det var umuligt, Mission Impossible.

Så brugte jeg en teknik,  som senere blev kopieret af  Thomas La Cour fra Rejseholdet.

Jeg tog en dyb indånding, lukkede øjenene og sagde til mig selv.

Jeg er Arne, hvor går jeg hen….

Langsomt åbnede jeg øjnene, mine øjne så menneskemængden, de hundrede vis af lysreklamer. Langsomt lod jeg blikket gå fra venstre mod højre.

Mit blik fangede en lysreklame med et stort tom øl-krus, så tændte en brun flaske, gyldne dråber løb ned I glasset, det stoppede med skummet perfekt på toppen af ølglasset, det var så smukt, at jeg kunne høre englene synge Hallelujah.

Jeg kæmpede mig igennem menneskemængde,  og ind på værtshuset.

Arne var der ikke, men jeg havde en stærkfølelse af at han havde været der.

(Det viste sig også at være rigtig, det var det første sted han gik ind)

Jeg gik udenfor, og gentog min teknik. Mine øjne fangede en lysreklame, en helt grøn firkant, med to tynde pinde der krydsede og nedenunder en rød kugle og to hvide.

Det magiske ord Billard. Der er Arne tænkte jeg, og skrånede over gade.

Ganske rigtig, der stod Arne og var igang med at spille billard.

Arne introducerede mig for hans nye venner, hvad de hed, og kom fra.

På et tidspunkt spurgte jeg Arne, jamen hvordan snakker du med dem?

Du kan jo ikke engelsk eller tysk?

Det er nu ikke så svært, sagde han og stak fingeren ned I et glas, drejede den rund og sagde Øl, så kommer der et helt sæt øl, så strakte han venstre arm frem, højre arm bukket, så førte han armen frem og tilbage med en imaginær billardkø  SPILLE, så spiller vi billard.

Det er nu ikke så svært.

Jeg har ikke rigtig nogen erindring om hvor vi så gik hen, jeg tror bare vi hang ud hvor vi var.

Fra Amsterdam satte vi snuden mod lille Danmark, jeg kan ikke huske at vi lavede nogle stop, så vi har nok bare kørt direkte hjem, vi havde på hele turen skiftets til at styrer.

Vi ankom til vores fødegade uden problemer, vores udgangspunkt, nu var cirklen sluttet og vi var hjemme igen, og vores mødre kunne ånde lettet op.

Af Sven Åge Harup-Hansen